FØRTIDSPENSIONISTERS ADGANG TIL ØKONOMISK TILSKUD TIL TANDPLEJE
(Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension)
For opnåelse af hjælp til tandpleje som førtidspensionist er det afgørende hvornår ens pensionssag er påbegyndt. For førtidspensionister hvis pension er søgt eller tilkendt inden 1. januar 2003 gælder regler som ligner de regler som er gældende for folkepensionister, medens førtidspensionister hvis pension er søgt eller tilkendt efter 1. januar 2003 tildeles hjælp efter "kontanthjælpsparagrafen".
PENSIONSSAG FRA FØR 1. JANUAR 2003:
Helbredstillæg
Der ydes helbredstillæg til betaling af førtidspensionisters egne udgifter til tandlægeydelser som den offentlige sygesikring giver tilskud til. Der gives desuden helbredstillæg til pensionistens egne udgifter til aftagelige tandproteser såfremt kommunen vurderer at udgiften er nødvendig. Helbredstillæg gives på baggrund af den personlige tillægsprocent og kan hvis denne er 100 dække 85 % af egenbetalingen til sygesikrede ydelser og aftagelige tandproteser.

Din personlige tillægsprocent beregnes på baggrund af formue- og indtægtsforhold. Opnåelse af helbredstillæg sker ved henvendelse til det lokale socialcenter.
Såfremt du er økonomisk berettiget til helbredstillæg udstedes et såkaldt "tandlægekort" til den tandlæge/tandteknikker du har valgt. Vedkommende udfylder dette og indsender det kommunen som ved sine tandlægekonsulenter vurderer behandlingens nødvendighed (hvad angår proteser). For så vidt angår sygesikrede tandlægeydelser sker der ingen vurdering da du har et retskrav på tilskud. Når det gælder helbredstillæg til proteser skal kommunen vurdere om udgiften er nødvendig.
Personligt tillæg
Uover helbredstillæg kan personligt tillæg gives til førtidspensionister, hvis økonomiske forhold er særligt vanskelige. Kommunen træffer afgørelse herom efter en nærmere konkret og individuel vurdering af pensionistens økonomiske forhold. Du har ikke retskrav på personligt tillæg. Personligt tillæg kan gives til den del af egenbetalingen for sygesikrede ydelser som helbredstillægget ikke dækker, eller til behandlinger som ikke er dækket af helbredstillægget f.eks. faste kroner og broer. Udover den økonomiske vurdering sker der også i hvert tilfælde en konkret tandlægelig vurdering af hvorvidt behandlingen er det billigste fagligt forsvarlige og om erstatning af de(n) pågældende tand er nødvendig af kosmetiske eller tyggefunktionelle årsager.
Ansøgning om personligt tillæg sker ved henvendelse til det lokale socialcenter.
Anvendelse af tillæg til anden behandling (substitution)
Såfremt du ved helbredstillæg og eventuelt personligt tillæg har opnået tilskud svarende til en aftagelige protese, kan du anvende dette tilskud til en dyrere løsning f.eks. en fast protese eller implantat, hvis du ønsker dette. I så fald skal du selv betale differencen op til den dyrere behandling.
Såfremt din tandlæge har honorarer på proteser som ligger ud over den pris Københavns Kommune har indgået overenskomst med tandlægeforeningen om skal du selv betale differencen op til den højere pris.
PENSIONSSAG FRA EFTER 1. JANUAR 2003:
Kommunen kan yde hjælp til udgifter til sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende, der ikke kan dækkes efter anden lovgivning, hvis ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne. Der kan kun ydes hjælp, hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet. Der kan kun undtagelsesvis ydes hjælp til udgifter til behandling uden for det offentlige behandlingssystem. Dette forudsætter, at der ikke er behandlingsmuligheder inden for det offentlige behandlingssystem, og at behandlingen i hvert enkelt tilfælde er lægeligt velbegrundet.
Du skal være opmærksom på, at du som sådan ikke har ikke noget retskrav på tilskud, at udgiften ikke må kunne dækkes via anden lov, at hjælp forudsætter, at du og/eller ægtefællen ikke har nogen betalingsevne og behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt begrundet. Hjælpen gives efter en konkret vurdering af såvel de økonomiske forhold som det aktuelle behov for tandpleje. Ved udmåling af hjælpen vil der også blive skelet til om udgiften er rimelig og ville kunne være afholdt ud af en almindelig lønindtægt. Tandsættets forfatning, mundhygiejne og tidligere tandlægebesøgsvaner bliver også inddraget i vurderingen. Der bliver givet hjælp til den billigste, men fagligt forsvarlige løsning.
Der ydes kun tilskud til aftagelige proteser svarende til det honorar som er aftalt ved overenskomst mellem Københavns Kommune og tandlægernes og tandteknikkernes foreninger.
Man skal være opmærksom på at der ikke ydes hjælp til behandlinger som er påbegyndt inden ansøgning og godkendelse af kommunen. Endvidere skal man være opmærksom på at der kun i meget sjældne tilfælde ydes hjælp til tandregulering og implantatbehandling efter denne ordning, og kun efter en konkret vurdering.
Den hjælp der gives kan kun bruges til det ansøgte formål. Man kan således ikke bruge beløbet til en anden og dyrere behandling hvor man selv betaler differencen. I så fald vil der ske modregning af det beløb man selv kan betale, også selv om det drejer sig om en foræring fra familie eller bekendte.
Kontanthjælp søges på det lokale socialcenter.

